Menighedsrådsvalg 2024

Måske er det også noget for dig?

I år skal der være menighedsrådsvalg i folkekirken. Glostrup Provsti består af 9 sogne, hvor der er 12 kirker. Her skal være valg, og det markeres i løbet af året med orienteringsmøde og valgforsamling.
Et menighedsråd er med til at gøre, at vi har en folke-kirke. Det er en af de solide, demokratiske søjler, som folkekirken hviler på. Og det er med til at gøre folkekirken nærværende og relevant for mennesker i 2024.

Du har muligheden for at give din mening til kende ved enten at stemme til valget i din kirke, eller ved at stille op som medlem eller suppleant til menighedsrådet. At sidde i et menighedsråd bliver ofte bundet sammen af samarbejde og fællesskab. Det er et stort ansvar, som kan give glæde og gode oplevelser tilbage.

Valgåret indledes med orienteringsmødet om valget i din kirke den 14. maj 2024 (se tidspunkt og sted her). Ved orienteringsmødet vil du blive oplyst om, hvordan det er at sidde i et menighedsråd og høre om, hvordan menighedsrådsvalget foregår.
Selve valghandlingen finder sted i din kirke den 17. september 2024 – men allerede nu, kan du begynde at overveje, om du selv kunne tænke dig at bidrage til kirkens liv ved at sidde i dit menighedsråd.

Et menighedsråd har blandt andet ansvaret for kirkens liv, samt vedligeholdelsen af kirkebygningerne og kirkegårdene. Du kan være med til at bære faklen videre ved at tage del i det nærdemokrati, som menighedsrådet er. Så kan både kulturlivet, bygningerne og det kristne budskab runge nu og i fremtiden.

Ove Kollerup
Provst for Glostrup Provsti

Menighedsrådsvalg i folkekirkerne på Vestegnen

Find information om orienteringsmødet og valgforsamlingen på denne side.
Du kan også læse om at sidde i et menighedsråd.