Samarbejdsaftale om ansættelse af kommunikationsmedarbejder i Glostrup Provsti, Helsingør Stift

Deltagende menighedsråd og provstiudvalg og lovgrundlag

§ 1 Menighedsrådene i Vallensbæk sogn, Brøndbyøster sogn og Glostrup Provstis provstiudvalg har besluttet i henhold til Lov om Menighedsråd § 43 b stk. 1 (lovbekendtgørelse nr.771 af 24.juni 2013) at tiltræde denne samarbejdsaftale om ansættelse af kommunikationsmedarbejder til varetagelse af journalistiske opgaver i for provstiudvalg og sogne fra den 1. maj 2016.

Stk. 2. Samarbejdet har hjemsted i Glostrup Provsti.

Formål

§ 2 Samarbejdets formål er:

  • at fremme fortællingen om Folkekirken på Vestegnen
  • at varetage og styrke den interne og eksterne kommunikation i provsti og sogne
  • at forbedre billedet af det Folkekirkelige liv i skrevne og på digitale medie
  • at frigøre medarbejderressourcer til andre opgaver.

Ansættelsesmyndighed og ansættelseskompetence

§ 3 Vallensbæk menighedsråd er ansættende myndighed for kommunikationsmedarbejderen.

Stk. 2 Kommunikationsmedarbejderen refererer til den daglige ledelse/kontaktpersonen ved ansættelsesmyndigheden.

Stk. 3 Medarbejderudviklingssamtaler og APV varetages af den daglige ledelse ved ansættelsesmyndigheden.

Stk. 4 Ansættelsesmyndigheden tilvejebringer arbejdsplads i fælleskontor samt nødvendige redskaber til udførelse af opgaven. Udgifter til arbejdsredskaber samt de med stillingen i øvrigt forbundne udgifter forledes efter en nøgle svarende til de i §5, stk. 2 nævnte.

Tilsyn

§ 4. De deltagende sognes kontaktpersoner/daglige ledelser fører tilsyn med kommunikationsmedarbejderens funktion og samarbejdsaftalens iagttagelse.

Stk. 2 Et fælles møde med repræsentanter for menighedsråd og provstiudvalg nedsætter et ansættelsesudvalg bestående af 3-5 repræsentanter, således at hver samarbejdspartner tilgodeses repræsentation i udvalget.

Stk. 3. Hvert år afholdes mindst et fælles møde med repræsentanter for deltagende menighedsråd og provstiudvalg, hvor samarbejdet evalueres.

Arbejdssted, -tid og -opgaver

§ 5 Kommunikationsmedarbejderen har kontor i Vallensbæk Sognegård, men gør tjeneste i hele Glostrup Provsti, med særlige opgaver i de deltagende sogne.

Stk. 2 Arbejdstiden fordeles med 12/27 til opgaver for provstiudvalget, 10/27 til opgaver for Vallensbæk Menighedsråd, 5/27 til Brøndbyøster Menighedsråd svarende til 27 timers ansættelse om ugen

Stk. 3 Kommunikationsmedarbejderen varetager følgende opgaver:

  • Journalistisk for- og efteromtaler af afholdte aktiviteter og emner med kirkelig relevans i form af billeder, artikler og evt. lyd til fx sogneblade, hjemmesider og eksterne medier for menighedsrådene i Vallensbæk, Brøndbyøster og provstiudvalget.
  • Udvikling og vedligeholdelse af hjemmesider samt øvrige digitale platforme
  • Øvrige interne og eksterne kommunikationsopgaver for provsti fx udarbejdelse af foldere og pjecer i samarbejde med menighedsrådene

Tvister

§ 6. Ved tvist om forståelse og fortolkning af denne samarbejdsaftale afholdes møde mellem repræsentanter for menighedsrådene og provstiudvalg. Efterfølgende skal menighedsrådene og provstiudvalg godkende deres forslag til løsning af uenigheden.

Stk. 2. Opnås der ikke enighed herved, kan hver samarbejdspartner forelægge uenigheden for stiftsøvrigheden til afgørelse. Stiftsøvrighedens afgørelse kan af hvert menighedsråd indbringes for Kirkeministeriet.

Offentliggørelse

§ 7. Denne aftale offentliggøres på provstiudvalgets hjemmeside og på Kirkeministeriets hjemmeside. Kopi af aftalen kan rekvireres ved henvendelse til menighedsrådene.

Udvidelse af samarbejdsaftalen

§ 8. Andre menighedsråd i provstiet kan efter ansøgning optages i samarbejdet, ligesom udvidelse af kvoter for de allerede eksisterende samarbejdsparter kan forhandles. Der optages i så fald forhandling om vilkårene for det videre samarbejde. Vilkårene optages i et tillæg til denne aftale.

Samarbejdets ophør

§ 9 Samarbejdet kan ophæves, såfremt de deltagende parter er enige herom

Stk. 2 Hver af de deltagende parter kan udtræde af projektet/aftalen med et varsel på 6 måneder.

Stk. 3. Et udtrædende samarbejdspartner hæfter for sin forholdsmæssige andel af de samlede omkostninger forbundet med ansættelsesforholdet på udtrædelsestidspunktet indtil eventuelle varsler gældende for ansættelsen er forløbet.

 

Ikrafttrædelse

§ 10 Denne aftale træder i kraft den 1. maj 2016 forudsat den forinden er godkendt i hvert af de deltagende menighedsråd, af provstiudvalget og tiltrædes af Kirkeministeriet

 

 

Vallensbæk Sogns Menighedsråd                               Brøndbyøster Sogns Menighedsråd

 

 

Birgit Skytte                                                                   Leif Andersen

Formand                                                                        Formand

 

 

Glostrup Provstiudvalg

 

 

Ove Kollerup Nielsen

Formand, provst