Udgivet man d. 8. okt 2018, kl. 12:45

Drop-In dåb på Vestegnen - mon der kommer nogen? 

- det var det store spørgsmål forud for den første drop-in dåb i Brøndby Strand Kirke.

Ved en normal fest tjekker værten bordplanen og programmet for aftenens forløb, det skete også her. Bordplanen hed bare i denne sammenhæng gejstlig betjening, hvem skulle stå for dåben og hvem skulle tale med ”dåbsbørnene”. Mens den sidste briefing blev holdt kort før kl. fem, kom en af kirkens medarbejdere ind i mødelokalet for at fortælle, at der allerede ventede 2 dåbsbørn. Bare 5 minutter senere lød meldingen på 7 ventende. Så var vi i gang!

Musikken strømmede fra organist Katrine Immerkjær Kristiansens hænder; rundt om i kirken sad små grupper, der ventede på at komme til. Der var kærestepar, ægtepar, forældre med små og store børn, enlige med og uden venner eller familie. Nogle ventede på at blive skrevet op hos kordegnen, andre havde en god snak med præsterne, ikke alene om den forestående dåbshandling, men om livet her og nu. Om hvilke tanker de havde gjort sig om kirken og kristendommen. Andre ventede på at komme til ved døbefonten og få fuldbragt det, de havde sat sig for.

Men hvorfor var de kommet netop i aften for at blive døbt. Det var der flere grunde til hos de adspurgte:

15-årige Lærke skulle hverken døbes eller konfirmeres, og sådan var det bare. Men Lærkes mor tænkte på fremtiden, ”der kommer en dag, hvor Lærke bliver spurgt om, hun vil være gudmor. Så er det altså mest rigtigt, at Lærke selv er døbt, selv om nogle præster ser igennem fingre med det. ”

Mira og Lea er adopteret fra Etiopien. Dengang de kom til Danmark, var der meget andet end dåb, der skulle styr på. Nu står Mira for at skulle konfirmeres, og så var drop-in dåb en god anledning til at få begge piger døbt. Deres danske storesøster, som var med som vidne, er faktisk lidt misundelig på dem, for Mira og Lea vil jo kunne huske deres dåb og dåbsdag. Af gode grunde husker hun ikke sin dåb, for da var hun bare en baby.

”Jeg indfrier et løfte til min datter!” Trods fars relativt unge alder, har datteren været bekymret for, om han kunne blive begravet i kirken, når den tid kommer.” Hans hustru havde ikke som sådan presset på, men havde dog klippet annoncen om drop-in arrangement ud og lagt foran ham. De havde set, at kirkerne på Vesterbro tilbød drop-in dåb, datoen passede bare ikke. Nu skulle det være, og denne gang passede datoen i kalenderen.

Michaela, en ung kvinde et sted i tyverne, var kommet sammen med sin kæreste. Hun skal snart være fadder og synes, at det er mest rigtigt i den situation selv at være døbt.

”Dåb bliver i dag til en begivenhed med det helt store udtræk, den første store fest som familie med mange gæster. I den sammenhæng kan religionen let komme til at spille anden violin. Der er mange grunde til at blive døbt, og alle grunde er lige gode”, siger en af aftenens præster, Sigurd Victor Stubbergaard fra Brøndbyvester Kirke. ”Drop-In dåb bliver en mere indadvendt oplevelse, folk kommer med et udtalt ønske om at blive døbt.” Sigurd forklarer nærmere: ”Ritualet står så stærkt i sig selv, så den store forkromede forklaring på, hvorfor man skal døbes, er slet ikke så nødvendig som ved den traditionelle dåb.”

Uformelt og ligetil er det, der først falder ind, når de døbte bliver spurgt om, hvorfor de vælger drop-in fremfor den traditionelle dåbshandling i forbindelse med eller umiddelbart efter søndagsgudstjenesten. At lægge drop-in dåben i forbindelse med kulturnatten har været en rigtig god ide. De besøgende har brugt programmet til at planlægge, hvad de vil se og aktivt valgt kirken til for at se, hvad den kunne byde på af oplevelser.

Det er en meget glad præst, der inden længe kan runde drop-in arrangementet og kulturnatten af med en andagt. Der er ingen tvivl om, at der er en efterspørgsel efter dåb uden for de normale rammer. I skrivende stund har 16 valgt at tage imod tilbuddet om at blive døbt ved drop-in arrangementet. Elisabeth Krarup de Medeiros, sognepræst ved Brøndby Strand Kirke, fortæller om sine tanker forud for arrangementet: ”jeg havde en forventning om en god aften med en god stemning i kraft af de rum, vi havde lagt op til: musikken, cafemiljøet, børnehjørnet og et stille hjørne; et anderledes indspark i kulturnatten”. Elisabeth fortsætter: ”Jeg håbede, at uanset hvor mange, der kom, ville det blive en glæde at åbne kirken på denne måde, uformelt og anderledes. ”

FAKTA

10 frivillige har sørget for mad og drikke og velkomst

8 præster fra provstiets kirker har talt med besøgende og foretaget dåb

2 kordegne har holdt styr på navne og formalia

15 korsangere og en organist har sørget for de musikalske indslag Næste drop-in dåb finder sted i Helligtrekongers Kirke 2. februar kl. 14.00-18.00


Kategorier Nyheder